Nåja, ham Eivind er en flink fyr

For et par uger siden modtog jeg en mail fra Bjørn Stene, der er boss i reklamebureauet Mensch. Han takkede for parodien og inviterede til møde med Eivind Kolding, chefindianer hos Danske Bank. Jeg tænkte, det indrømmer jeg, wtf, ringede rundt til mine rådgivere og takkede ja.

I fredags stod mødet så på Eivinds kontor med udsigt til Nationalbanken, men jeg gav ingen buksevand. Vi drak kaffe og snakkede. Det skriver jeg om senere.

I mellemtiden er Occupy Danmark blevet inviteret til et lignende møde. De har helt sikkert haft kvaler på et andet niveau med at forholde sig til omklamringen end herskrivende, men er, så vidt rygtet siger, endt med at takke ja. Forskellen på dem og jeg er, at jeg ikke repræsenterer nogen og iø. ikke interesserer mig specielt meget for banker – udover, at jeg mener, at det er helt nødvendigt i det mindste at lægge dem i håndjern, hvis vi ikke kan nationalisere dem. En stor finanssektor er en stor snylter.

Men jeg interesserer mig for, hvordan magten – og de magtfulde – opfatter sig selv, og jeg interesser mig for, hvad skal man kalde det, hvordan den samfundsmæssige samtale former sig, hvordan den borgerlige snusfornuft bliver til, og hvordan den legitimeres. Eller sagt på en anden måde: hvordan rammerne for, hvad der opfattes som det sande og gode, sættes.

Man kan sige, at det er en kommunikationsinteresse, der forholder sig yderst skeptisk overfor den professionelle kommunikation, der er kendetegnet ved sin stræben efter at beherske samtalen. En voldelig kommunikation, der helt af sig selv, producerer sine egne sandheder.

I alle tilfælde gav invitationen anledning til en række overvejelser over kapitalmagtens klamme favntag, venstrefløjsparadokser, begivenhedshacking og mere banalt: mit eget ansvar som samfundsmedlem. Det følger.

lekaffe

Reklamer