I skal være bange

I katastrofefilmen 2012 siger protagonisten Jackson Curtis, da han efterhånden har indset, at jo, jorden går under:

”When they tell you not to panic… that’s when you run!”.

ImageDet er almindelig visdom, at man ikke skal gå i panik, når katastrofen lurer, for så mister man evnen til at tænke rationelt og handle derefter. Men ind i mellem, så er det en fejl at undertrykke det menneskelige urinstinkt, så er det fornuften, der lyver og mavefornemmelsen, der har ret. Så afslører kroppen fornuftens begrænsning.

Hvis du står overfor en umiddelbar trussel, så hjælper det ikke at lade som om, at den ikke eksisterer.

Vi kan alle huske komiske Ali. Hvorfor var han komisk? Fordi han som sidste mand blev ved med at fastholde, at det uundgåelige nederlag ikke var nært forestående. Hans funktion var selvfølgelig at få mandskabet til at blive på den synkende skude i et sidste forsøg på at holde den oven vande – eller i det mindste at give tid til, at diktatoren kunne finde et hul at gemme sig i. Men skuden sank alligevel og diktatoren fik sin straf. Selv ikke den bedste kommunikator kan tale virkeligheden væk.

Historiske begivenheder har det med at komme som en overraskelse for dem, der er vant til at bestemme. De kommer i skred, ellers ville det ikke være begivenheder. Ingen havde set finanskrisen komme, muren falde eller det arabiske forår springe ud. Men i tiden op til, at skredet udløstes, var en spændingsopbygning, hvor forskellen mellem den virkelighed, der blev fortalt og den virkelighed, der var reel, voksede sig stor og større, indtil løgnen til sidst stod klart for alle – og illusionen mistede sin magt. Jeg er sikker på, at det var maven, der først sagde stop.

Måske er overraskelsen størst for dem, der har vænnet sig til, at sandheden er noget de bestemmer? Alternativet er ikke rart at tænke på. At løgnen fortælles, fordi det er den, der sikrer de magtfulde deres magt. I så fald har de grund til at frygte den dag, hvor virkeligheden ikke længere kan tales væk.

Reklamer