Kedelige momenter i forestillingen om det poetiske

Det pædofile moment. Det pædofile moment kommer til syne i dyrkelsen af debutanten, den unge uskyldige digter, i opvurderingen af digtere, der ikke skriver på en balast af viden, men på det autentiske urtalent. De ældre kritikere sidder og gnider sig i skridtet, mens de lader sig forføre af deres egen tabte ungdom.

Det rene eller fascistiske moment. Forestillingen om, at digtet er et kondensat af store eksistentielle erfaringer. At der præcis i digtet står præcis, hvad der skal stå. At det ikke kunne stå anderledes. At digtet er skåret ud af sprogmasse som en skulptur af en marmorblok. Det facistiske moment forestiller sig i modsætning til det politiske, men er i sig selv det mest politiske af alle.

Det sanselige moment. Digtet giver adgang til en skærpet sansning, som digteren er medium for. Digtet fremkalder smukke syner af blomstrer og trær og dufte fra fremmede lande. Snævert forbundet med forkærlighed for og misbrug af smukke ord og fremmede stednavne (gerne italienske landsbyer eller sydamerikanske lufthavne). Ligger tæt på forestillingen om digteren som særlig sensitiv i forstanden: følende.

Det ordspillende moment. Digteren kan bare noget med de ord. Der leges med sproget så finurlige billeder opstår. Genkendes ved digtoplæsninger, når publikum griner tilbageholdt. Høhø, det var sjovt.

Det dannelsesmæssige moment. Forestillingen om at digtlæsning er udtryk for særlig dannelse. Medvirker til at skabe et gruppetilhørsforhold og illusioner om, at digtning og digtlæsning giver adgang til en kulturel overklasse.

Det mystiske moment. Digteren er en shaman, der gennem digtningen og sansesammenblandingen kan komme bag om tingenes fremtræden og give digtlæseren adgang til sande sammenhænge. I familie med overdreven brug af dybdemetaforik.

Reklamer